Kan Bornholm blive Danmarks vildeste kommune?
Bornholms Regionskommune har tilmeldt sig dysten om at blive Danmarks Vildeste kommune.
Naturen er i krise og tusindvis af arter er i fare for at uddø. Miljøministeriet har med Lea Wermelin i spidsen derfor inviteret landets kommuner til at deltage i en konkurrence om at blive Danmarks Vildeste kommune. Ministeren kommer med en appel og en invitation til at omfavne, hylde og dyrke den vilde natur i kommunen til fordel for natur og biodiversitet.
Bornholms Regionskommune vil med sin deltagelse i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune gøre indsatsen for at beskytte vores natur og biodiversitet endnu mere synlig og nærværende for så mange som muligt. Desuden kan konkurrencen være med til at kickstarte arbejdet med at sætte handling bag ordene i Bornholms kommende Naturpolitik.
Formand for Natur- og Miljøudvalget Leif Olsen (SF) udtaler:
- Vi er en kommune der i mange år har arbejdet med at bevare og fremme natur og biodiversitet, så vi er allerede en ret vild kommune med rigtig meget natur, men vi vil gerne være endnu vildere.
Naturen på Bornholm har brug for endnu mere plads for at bevare og styrke biodiversiteten. Det kan den få overalt med en fælles indsats fra kommune, stat, borgere og erhvervsliv – på offentligt ejede arealer og hos private lodsejere – store som små, i skove, på landbrugsarealer, langs kysterne, i parker, langs veje og i haver.
I slutningen af 2022 kåres den vildeste kommune, som er kommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt, baseret på bl.a. iderigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs værdi, evner og egenskaber. Som kommune kan vi også vælge at fokusere på noget helt femte, der gør kommunen VILD.
Dommerpanelet består af miljøminister Lea Wermelin flankeret af bl.a. Frank Erichsen kendt fra tv- programmet Bonderøven og biologen Morten DD Hansen, som vil følge kommunernes indsats i dysten om at blive Danmarks Vildeste Kommune.
Udover kåringen som Danmarks vildeste kommune modtager den vindende kommune 1 million kroner til naturtiltag fra Den Danske Naturfond. I sidste ende vil det dog være den danske natur i sig selv, der bliver den helt store vinder af konkurrencen.
Læs mere om konkurrencen og kampagnen Sammen om et vildere Danmark på Miljøministeriets hjemmeside
www.dkvild.dk.
For yderligere spørgsmål kan der rettes henvendelse til:
- Leif Olsen, Formand for Natur- og Miljøudvalget M: leif.Olsen@brk.dk – T: 21511083
- Louise Lyng Bojesen, Chef for Center for Natur, Miljø og Fritid M: louise.lyng.bojesen@brk.dk – T: 30181415
- Andreas Lund Povlsen, Projektleder M: andreas.lund.povlsen@brk.dk – T: 30181420